En herre spændende fortælling

Der var en gang en kronhjort, som boede i fred og ro i den idylliske Hakkebakkeskov. Han var den største og mægtigste kronhjort af dem alle. Hans krone skinnede som tusinde sole, og alle hjortinderne var vilde med ham. En dag bestemte han sig for at udforske verden og tage på eventyr. På hans rejse så han skyggen af den smukkeste hjortinde, han nogensinde havde set. Hun stod der så yndig og flot med sine usædvanlige lange rengnbuehale, og da bestemte kronhjorten sig for, at hende vil han have. Men sådan skulle det ikke være. Den onde Lord Voldehjort havde andre planer og ville derfor forhindre kronhjorten i at finde sin hjortinde. Lord Voldehjort lokkede derfor den smukke hjortinde væk fra kronhjorten, så de ikke kunne få hinanden. Han ville nemlig selv have hende. Han tog hende med langt væk over engene og højt op i bjergene hvor der var koldt og øde. Hun følte sig snydt og narret, da hun havde håbet på at græsset var grønnere der hvor han ville føre hende hen. 

Kronhjorten kunne ikke få den smukke hjortinde ud af hovedet, så derfor satte han jagten ind for at finde sin eneste ene, men han kunne ikke gøre det alene. Han måtte derfor spørge lillehjort om hjælp. Lillehjort var den klogeste og mest listige hjort i hele Hakkebakkeskoven. Kronhjorten kom i tanke om, at hjortinden duftede af dejlige røde roser, så måske de kunne dufte sig frem til hende. De duftede, duftede og duftede, men det eneste de fandt var grantræer, mosevand og blomster. Pludselig trådte lillehjort på noget hårdt "Av, hvad er det for noget?". Lillehjort kiggede ned, og opdagede at det var en grankogle. Han så, at der var et grankoglespor, som hjortinden måske havde lagt til dem. Kronhjorten bukkede sig for at dufte til grankoglerne og den var god nok, det var hjortinden de duftede af. De fulgte sporet af grankoglerne gennem skoven og ud på engen, hvor de fik færten af hjortinden. Lige pludselig kom der en anden lugt som de ikke kendte til, det var en fæl lugt. Det var lugten af den onde Lord Voldehjort som overskyggede den dejlige duft af hjortinden. Tankerne kørte rundt i hovedet på kronhjorten, for han kendte til fortællingerne om den onde Lord Voldehjort. Det var nu de skulle være hurtige, hvis de nogensinde skulle se den smukke hjortinde igen. De hørte et frygtsomt brøl, så nu havde de travlt. Længere henne fik lillehjort øje på bjerget, hvor brølene kom fra. Han så hjortinden stå på toppen af det højeste bjerg og brøle af hendes lungers fulde kraft. Han råbte til hende: "Hjortinde, hjortinde, kast din lange regnbuehale ned fra bjerget så vi kan komme op og redde dig". Hjortinden kastede sin hale ned til kronhjorten og lillehjorten, hvorefter de bed sig fast i halen og trak sig selv op. Kort efter stod de begge to på toppen af bjerget. Pludselig kom Lort Voldehjort løbende hen imod dem, han var ikke glad for hans plan var nemlig gået i vasken nu. 

Lige i dét sekund hvor Lord Voldehjort var uopmærksom, stangede lillehjort ham, lige i fossen, så han røg ud over kanten af bjerget, og de hørte et højt brag da han ramte jorden. Lord Voldehjort var forsvundet og kronhjorten og hjortinden kunne leve i fred og ro.

Kronhjorten, hjortinden og lillehjort begav sig ud på en rejse for at finde et trygt og godt sted  at bo. De slog sig ned på den anden side af bjerget, hvor græsset var grønnere end nogensinde før. De fik mange unger, som lillehjort lærte alt om naturen, og de levede alle lykkeligt til deres dages ende. 

SLUT

Dette eventyr har vi skrevet til målgruppen børn og barnlige sjæle. Vi har ladet os inspirere af naturen, og vores forkærlighed for hjorte. Man vil kunne bruge dette eventyr som introduktion til arbejdet med læreplanstemaet natur og naturfænomener.